Presseinformation og nyhed på sonderborg.dk
Nu slukkes gadelyset fem timer hver nat
Sidste år blev det besluttet, at gadelyset i Sønderborg Kommune skal slukkes mellem midnat og klokken 5 om morgenen for at spare på energien. I løbet af den første uge i januar er det mindre byer uden lyskryds og fodgængerovergange, der som de første får slukket gadelyset.
Sønderborg Kommune indførte sidste år flere tiltag for at spare på energien i forbindelse med de stigende energipriser. Et af tiltagene er slukning af gadelys fem timer hver nat.
De første områder, hvor gadelyset slukkes mellem midnat og klokken 5 om morgenen er mindre byer uden lyskryds og fodgængerovergange. Det sker i løbet af uge 3.
Det er lovpligtigt at have lys på lyskryds og fodgængerfelter. Derfor skal belysningen i disse områder ombygges, så den ikke slukkes sammen med resten af gadelysene. Det arbejde er i øjeblikket i gang. Og gadelysene i disse områder vil blive slukket efterhånden, som arbejdet er udført. Det forventes, at arbejdet er gennemført inden udgangen af marts.
Tidsrummet mellem midnat og klokken 5 er valgt for at genere færrest muligt samtidig med, at der skal være en balance mellem at spare på energien og sørge for, at det skal være trygt og sikkert at færdes på vejene.
Slukningen af gadelyset handler om at spare på energien og forventes at give en årlig besparelse mellem 1,5 og 2 mio. kr., men det kommer dog til at afhænge af de aktuelle elpriser. Der ud over får Sønderborg Kommune en udgift til justeringen af de tekniske anlæg på ca. 1 mio. kr. i 2023.
Yderligere information:
Keld Rysgaard
Afdelingsleder, Anlæg & Infrastruktur
Tlf. 27 90 81 11